Paradentose

Tandkødsbetændelse der ikke behandles kan udvikle sig ubemærket til paradentose. Paradentose er sammen med caries (huller i tænderne) den ene af de to store tandsygdomme.

Tænderne sidder fast i kæben vha. nogle små fibre. Disse fibre bliver nedbrudt af bakterier ved paradentose og det medfører et varigt tab af knogle omkring tænderne. Tandkødslommen ved tanden bliver dybere og tanden sidder dårligere fast i kæben. Sidder tanden ikke længere fast med fibrene til knoglen, falden den ud.

Paradentose skyldes primært dårlig mundhygiejne, arvelighed og rygning. Ved dårlig mundhygiejne er tænderne belagt med bakterier og det sætter gang i nedbrydning af fibrene og knoglen omkring tænderne. Nogle mennesker er desværre arveligt disponerede for paradentose. Enkelte sygdomme som sukkersyge øger risikoen for udvikling af paradentose. Rygning er en anden faktor, der har en kraftig negativ effekt i forhold til udviklingen af paradentose.

Paradentose behandles hovedsagelig med regelmæssige tandrensninger samt med grundig mundhygiejne i dagligdagen. Hvis du er arveligt belastet kræver det evt. rensning oftere end for andre. Rygestop er helt afgørende for et godt og vedvarende resultat af behandlingen. Vi står klar til at hjælpe dig både med rensning, vejledning og et eventuelt rygestop.

For yderligere information henvises der til tandlægeforeningens brochure:

Læs mere om tandkødsbetændelse og paradentose her