Blegning af tænder kan foregå på to måder: ekstern blegning og intern blegning.
Ekstern blegning:
Misfarvninger fra tobak og farvestoffer i kosten samt den naturlige aldersbetingede gulning af tænderne kan ofte behandles med godt resultat med en ekstern blegning.
Vi udfører to former for ekstern blegning på klinikken. Zoom-blegning der foregår på klinikken og hjemmeblegning.
Der er super resultater med begge former for blegning, så det er en smagssag, hvad man helst vil og måske også en økonomisk betragtning, da hjemmeblegning koster 2800 kr. og klinikblegning koster 3725 kr.
Zoomblegning er designet til at lysne misfarvede tænder ved hjælp af hydrogen peroxid gel og en specieldesignet lampe, der accelererer blegningsprocessen, så denne sker så hurtig og effektiv som muligt.
Under blegeproceduren pålægges blegegelen på dine tænder og udsættes derefter for lys fra Zoom lampen i 4 x 15 minutter, for at man får det bedste resultat. Under behandlingen med Zoom, vil du få lagt en separationsgel på tandkødet, så blegegelen kun kommer på tænderne. Solcreme faktor 30 påsmøres dine læber og du får briller på med ultraviolet filter.
Behandlingen tager i alt ca. 1½ time.
Hjemmeblegning udføres også med hydrogen peroxid gel – dog i en svagere opløsning.
Ved hjemmeblegning skal du have taget aftryk til to blegeskinner, som du får udleveret sammen med blegegelen. Du får en udførlig instruktion i brugen hjemme og får udleveret en fremgangsmåde på papir.
Du skal blege 1-2 timer daglig eller sove med skinnerne i munden.
Behandlingen tager i alt ca. 1-2 uger.
Intern blegning:
Hvis kun en enkelt tand er misfarvet skyldes det ofte interne misfarvninger i forbindelse med at nerven i tanden er død eller beskadiget. Intern blegning foretages på klinikken af tandlægen og forudsætter at tanden er rodbehandlet.
For yderligere information henvises der til Tandlægeforeningens brochure.